Gudstjenste fra 14 søndag efter trinitatis.

 

I hele kirkens historie, har emnet om helbredelse fyldt en del for de troende. Vi tror på, at Gud oprindeligt har skabt verden fuldkommen. Og i den fuldkomne verden eksisterede der ikke sygdomme, lidelser og død. Alt var perfekt. Men sådan ser verden ikke ud længere. Men Gud er den samme.

Vi tror, at Gud stadigvæk ønsker alle sygdomme, alle lidelser og selve døden væk. Men vi tror, at vi først kommer til at se opfyldelsen af det ønske for fuld udblæsning på den nye jord. Men allerede her og nu, får vi engang imellem lov til at få små smagsprøver. Det er nok de færreste af os, der har set døde blive levende igen; men flere af os kan berette om mirakeløse helbredelser. Disse ser jeg som et tegn på, at engang bliver alt genoprettet. Disse helbredelser og eventuelle dødeopvækkelser er et lille vidnesbyrd om, hvad der vil ske engang i fremtiden, når Jesus kommer igen.

Hvem er det så, der bliver helbredt? Den er straks værre. Der er ikke nogen facitliste over mennesker, som er særligt disponoble for helbredelse eller sådan noget. Og nogen gange virker det som om, at det altid er de forkerte, som ikke bliver helbredt - fx hvis en kristen leder dør, og ingen er til at overtage hans arbejde.

Vi ved ikke, hvem der bliver helbredt og hvornår. Det har intet med hverken alder, sygdomsgrad, slags sygdomme eller lignende. Gud griber ind, når og hvordan han vil. Men der er nogle helbredelseskilder, som Gud selv peger på i sit ord. Der er stadig ikke garanti for helbredelse, men det er disse ting Gud viser os hen til: Helbredelse ved bøn, nådegaven til at helbrede og sygesalvning.

"Søstrene sendte nu den besked til Jesus: »Herre, den, du elsker, er syg.«" (Johs 11,3)

 

De to søstre, Martha og Maria, kendte godt Jesus - de var nogle af hans trofaste efterfølgere. På et tidspunkt bliver deres bror, Lazarus, meget syg - og derfor gør de det, som er helt normalt for kristne - de beder Jesus om at gribe ind. De lægger sygdommen frem for Jesus, og beder dermed om helbredelse.

Lige i dette tilfælde griber Jesus ikke ind med det samme. Og sygdommen forværres. Til sidst dør Lazarus af sin sygdom - og først dér griber Jesus mirakuløst ind. Han opvækker Lazarus fra de døde.

Hvordan begyndte dette fantastsiske mirakel? Ved at to søstre bad til Jesus.

De kristnes forbøn er mægtig og stærk. Og den er en af de veje vi skal gå, som Gud peger på i sit ord, for at søge helbredelse.

Igen er det vigtigt at understrege, at forbønnen ikke er nogen automat. Det er fuldstændig op til Gud hvordan og hvornår han svarer. Nogen gange griber han ind med det samme, andre gange sker det langsomt og gradvist - og igen andre gange udebliver helbredelsen til vi skal være sammen med ham i Paradis.

"Og i kirken har Gud sat nogle til at være for det første apostle, for det andet profeter, for det tredje lærere, endvidere nogle med kraft til at gøre mægtige gerninger, endvidere nogle med nådegaver til at helbrede, til at hjælpe, til at lede, til forskellige slags tungetale." (1 Kor 11,28)

 

Kirken fungerer som et legeme, siger Paulus. Vi har alle, som lemmer på dette legeme, forskellige funktioner at varetage. Han nævner nogle eksempler, bl.a. "nogle med nådegaver til at helbrede". Nogle er præster, andre forkyndere, diakoner, lovsangsledere etc. - og så er der nogen til at helbrede på Guds vegne.

Gud har udvalgt dem til at forestå tjenesten som helbredere. Dette kan lugte lidt af magi eller lignende. Det er det ikke. Heller ikke helbredsnådegaven er en garant for helbredelse - den er blot en af de veje, Gud anviser.

Det er lidt forskelligt hvordan helbredelsestjenesten bliver varetaget. Nogle laver primært særlige eventer, hvor fokuset på en særlig måde er helbredelsen, mens andre først og fremmest er med i den lokale kirkes forbønsteam.

Jeg tror ikke, at bibelen fortæller om hvilken rigtig måde tjenesten skal foregå på, blot at den bør være der, og at den skal foregå i kærlighed, ligesom alle øvrige tjenester.

For mig at se, er det dog ret væsentligt, at denne tjeneste er synlig i menigheden, således at de lidende ved, hvem de skal opsøge. Eller i det mindste, at dem, der har disse nådegaver er særligt opmærksomme omkring, hvis sygdom plager nogen.

"Lider nogen blandt jer ondt, skal han bede; er nogen glad, skal han synge lovsange; er nogen blandt jer syg, skal han tilkalde menighedens ældste, og de skal salve ham med olie i Herrens navn og bede over ham." (Jak 5,13-14)

 

Den katolske og den ortodokse kirke taler gerne om kirkens syv sakramenter, hvor lutheranere ofte nøjes med at tale om to eller evt tre. De lutherske sakramenter er dåben og nadveren, og ind imellem skriftemålet. Men hos de to førnævnte kirker, nævnes også sygesalvningen som et sakramente. Og det synes jeg, giver rigtig god mening. For sakramente betyder først og fremmest en hellig handling - og det er sygesalvningen jo. Det kan meget vel være, at Kristus ikke selv direkte har foreskrevet den, men det gør den hellige skrift klart og tydeligt. Nå, dette skal ikke være et oplæg til diskussion, så det må vi tage et andet sted. Her vil jeg nøjes med at pege på den bibelske opmuntring til at opsøge de ældste, når man er syg - for at de kan salve én.

Hvem er så vores kirkers ældste? Der tænker jeg i hvert fald på præsten som en naturlig ældste, men derudover også andre kristne ledere (menighedsrådet? missionæren? cellelederen? etc).

En sygesalvning vil typisk foregå ved, at man synger en sang, læser et skriftsted, salver personen (typisk ved at præsten dypper fingeren i olie, og tegner korsets tegn for personens pande), så beder man og slutter evt. af med en sang.

En meget naturlig del af sygesalvningen er skriftemålet. Personligt foretrækker jeg, at man forud for sygesalvningen har skriftemål (privat eller fælles).